Veggie Pride, fest for den
vegetariske og veganske stolthed

Vi ønsker :

At erklære vores stolthed over at nægte at slå dyr ihjel til vores forbrug

At nægte at forvolde os mod den eneste ejendom, følsomme væsner er i besiddelse af, nemlig deres eget kød, deres eget liv; at nægte at deltage i et system af koncentrationslejre, der er med til at gøre dette liv, så længe det varer, til et permanent helvede; at nægte at gøre disse ting blot for smagens skyld, af vane, eller af tradition og denne nægtelse bør være den mindste ting. Alligevel viser historien, at når barbariske handlinger er samfundsnormen, så er det svært at sige nej. Vi ønsker at erklære vore stolthed over at sige dette "nej".

At gøre op med vegefobien

På trods af dette ønsker man at få os til at skamme os. Vegetarismen fornægtes, ignoreres, hånes og fortrænges, hvis den da ikke vanæres. Vegetarisme sætter berettigelsen for indespærring af og mord på milliarder af dyr under debat. Ved dens blotte eksistens bryder den tavsheden. Det er årsagen til vegefobernes latter og had. Selvfølgelig tolererer man den inoffensive vegetarisme, den der foregiver kun at være et personligt valg og som påberåber sig et alibi af harmløs uvilje, helbred, miljø eller nobel afholdenhed. Men ve os, hvis vi åbent gør indsigelser mod den barbariske orden! Det begynder med et grin; at bekymre sig om høns og køer er tilsyneladende latterligt. Latterligheden undertrykker uden argumenter de idéer, der forstyrrer. Men hvis vi ikke bøjer os, så bliver grinet anstrengt. Hvor vi før var klovne, er vi nu monstre. Forrædere af vores art, eftersom vi ikke tildeler den alle rettigheder; uværdige forældre, fordi vi ikke indvier vores børn i kødædernes glæder. Nazisternes ligemænd, fordi Hitler holdt af hunde. En intolerant sekt, fordi vi ikke tænker som alle andre. Man beskylder os for at være terrorister. Eller satanister. Eller for at tilbede naturen. Eller at forkaste dens love. Alt er velegnet til at fordreje vores hensigter. For at få os til at skamme os, for at forstøde os symbolsk af samfundet. Vi nægter at skamme os over vores medfølelse. Vi vil ikke liste os langs med murene. Vi vil ikke længere undskylde os for ikke at ville slå ihjel. Vi er her, vi lever, vi tænker og vi udtrykker os.

At bekræfte vore eksistens

Alene i Frankrig er der hundrede tusinder af mennesker, der siger nej til massakre. Størstedelen af civilisationerne har stillet sig spørgsmålet om kødspiseriets berettigelse. Hvem hører om dette? Vegetarismen er renset for lærebøger og biografier. Da Théodore Monod (fransk naturforsker og humanist, død november 2000) døde, fortalte medierne alt om ham undtagen, at han var vegetar.

"Siden mine yngste dage har jeg nægtet at spise kød og den dag vil komme, hvor mennesker som jeg vil betragte mord på dyr som mord på et menneske", skrev Leonardo da Vinci.

At bekræfte vore eksistens, at fortælle at vi lever uden kød er at vise, at det er muligt. Vi spiser hverken køer, grise, høns eller fisk og skaldyr. Og vi lever lige så godt som alle andre til trods for "mediespecialister" hvis videnskab består i at benægte virkeligheden. Hverken vegetarisme eller veganisme (der udelukker alle produkter fra udnyttelse af dyr, inklusiv æg og mælk) har nogen særlig negativ effekt på helbredet – tilgængelige undersøgelser viser endda nærmere det modsatte! At slå ihjel for at leve er ikke en nødvendighed. Det er hverken nødvendigt individuelt eller kollektivt. Dyr fra opdræt indtager langt mere føde end deres døde kød bidrager med. Alligevel bruges offentlige statsmidler massivt til at støtte opdræt og fiskeri.

At forsvare vores rettigheder

Man tildeler ikke dyr i opdræt og som bliver slået ihjel nogen rettigheder, men os, der er solidariske med dem, tilskriver man i princippet rettigheder. Vi har i sinde at gøre brug af vores rettigheder fuldt ud, fordi det er vores og fordi det er deres, det eneste disse dyr i dag indirekte besidder. Vi har ret til at spise ordentligt i kantinen, på arbejdet som i skolen, i samfundet i det hele taget. Vi har ret til at opdrage vores børn uden at påtvinge dem produkter fra slagterier, uden at vi handler i modstrid med vores egen overbevisning og uden at vi i deres øje går for at være personer, der lever på kant med samfundet og dets love. Vi har som alle andre ret til objektiv og anvendelig lægevidenskabelig information. Vi ønsker ikke længere at være medskyldige i myrderi via vores skatter, via de bjerge af støtte, der anvendes til at opdrætte og slå dyr ihjel. Vi vil kunne nægte alt arbejde, der indebærer deltagelse i udnyttelse af dyr. Vi ønsker, at man stopper den systematiske tavshed overfor vores aktioner og ideer. Vi ønsker, at man giver os samme taletid og -rum, som de personer, der angriber os; at man anerkender debatten.

"Vi er spejlet på Jeres dårlige samvittighed og dette spejl er ikke længere skjult"

Stillet over for billeder af bunker af dyrelig "destrueret" på grund af kogalskab og Mund-og Klovesyge, var vi de eneste, der ikke skammede sig. Over os selv. Vi skammede os over de andre. Især var vi kede af det. Når vi holder fast ved at erklære vores stolthed over at nægte barbari, så er det ikke for stolthedens egen skyld, men for dyrenes. Dyr slagtes i milliarder. De bliver betragtet som stumme væsener, deres skrig tæller ikke. Vi taler på deres vegne til massakren stopper.